MS CHALLENGE 2019 - BERETNING
ADVARSEL: Min beretning er igen blevet lidt lang :-)
MS CHALLENGE 2019 var ikke det længste løb, jeg har kørt. Det var heller ikke i det barskeste terræn, jeg har kørt. Alligevel skulle det vise sig at blive et af de mere udfordrende løb, hvor jeg særligt bagefter var slået noget så vindskæv, som jeg sjældent har været.
Beretningen om løbet tager egentlig sin start for noget tid siden. Da bestemte jeg mig for at ville køre dette års Tour Divide, et 4.200 kilometer langt unsupported løb ned gennem Rocky Mountains i USA. Det faldt derfor ret naturligt, at dette års MS Bike ligeledes skulle køres solo og uden følgebil.
Med et DSB, der ikke tillod cykler ombord på deres tog og en tidlig start på løbet lørdag morgen, bød løbet på udfordringer fra begyndelsen.
Heldigvis er MS Bike og ultracykling i al almindeligt båret af en fantastisk ånd, og det var heller ikke anderledes i dette tilfælde. Det deltagende hold, Hellebjerg Hawks fra Hellebjerg Efterskole og Michael Knudsen bød sig til med hhv. et lift og en overnatning. Begge dele var drønhyggeligt og en perfekt start på en god cykelweekend. Måske lige bortset fra at snakken gik lidt for lystigt i selskabet med Michael, Kathrin Fuhrer og Jakob Olsen - Ultra Cycling Project, og nattesøvnen derfor blev lidt kort.
Lørdag morgen var ikke just opløftende. Regn, slud og kraftig vind var hvad der mødte os. Og det så ikke ud til at blive bedre førend hen på dagen når vi nåede Jylland. Værst var dog, at der med nordvestenvind så ud til at vente os side- og modvind stort set hele vejen til Skagen.
Nuvel, starten gik, og som sædvanlig foregik den ganske hektisk ud af København. En større gruppe af ryttere blev gradvist mindre og mindre. Punkteringer, defekter, skift ved checkpoint o.l. gjorde, at vi efter ca. 100 kilometer sad fire mand forrest, Jacob fra Themsen Ultracycling, Henrik Holmer, Peter Jensen og jeg selv. De tre af os skulle køre hele turen selv.
Samarbejdet fungerede fint. Der blev kørt stærkt, og alle tog deres tørn. På et tidspunkt tabte jeg kæden og lynhurtigt kom jeg 3-400 meter bagud. Jeg vidste, at der ventede et hårdt stykke arbejde med at skulle køre rytterne ind igen, men den megen modvind taget i betragtning, vurderede jeg at det var det værd.
Da vi anløb havnen ved Tårs var vi alle lettere brugte. Og særligt for de tre af os, der skulle cykle hele vejen var pausen belejligt. Til mit held mødte jeg igen de fantastiske mennesker fra Hellebjerg Efterskole, der i deres minibus allerede var ankommet. De var ikke sene til at tilbyde mig alskens herligheder fra deres udsøgte ultracykling buffet, og da jeg har svært ved at sige nej til den slags, blev jeg velforsynet med alt, hvad kroppen havde brug for.
Færgeoverfarten var virkelig hyggelig i selskabet med de andre ryttere. Men den var også kort. Snart var vi igen klar.
Fra Spodsbjerg var gruppen vokset til seks ryttere. En meget velvillig og kørelysten rytter fra @Team Dobbelt så sig ikke tilbage og førte fra start til slut på etapen, som endte i Diernæs. Her havde jeg allieret mig med min gode kollega, Jakob, som stod klar med en slynge med mad og en ekstra drikkedunk.
Kort efter Diernæs blev gruppen reduceret til fem mand. Kenneth Simsby fra Themsen Ultracycling tog nu teten og tog nogle hårde føringer. En af dem betød, at vi pludselig kun sad Kenneth og jeg. Kenneth holdt det hårde tempo. Jeg var klar over, at en frisk og meget stærkt kørende Jacob Themsen om føje kilometer ville afløse Kenneth. Jeg havde håbet på at komme i en gruppe til Vejle, og jeg vidste at strækningen fra Fredericia til Vejle er monotont, kedeligt og åbent. Her ville det være en fordel at kunne holde sig lidt i læ. Jeg havde derfor ingen ambitioner om at spille fandango og tage unødige føringer.
Heldigvis lykkedes min plan med god hjælp fra Team Themsen. Da vi nåede Jelling havde jeg igen en god kollega stående. Her modtog jeg en camelbak taske med vand til natten samt vinterluffer og uldhue.
Herfra fulgtes Kenneth og jeg nogle kilometer. Jeg kunne mærke at tanken ikke længere var til højintenst arbejde, så det var meget passende, at Kenneth gav mig et heads-up om, at han havde tænkt sig at sætte farten yderligere op. Vi gav håndtryk, takkede hinanden for godt selskab og samarbejde og Kenneth kørte væk.
Det var nærmest en lettelse. Hele dagen havde været hektisk og på grund af den megen vind og dårligt vejr havde jeg ikke på noget tidspunkt på cyklen kunnet slippe styret. Det betød, at jeg havde fået for lidt at spise, for lidt salt og i det hele taget kunne jeg nu nyde den dimension, jeg også holder så meget af i ultracykling; at være mig selv og lade mig fylde med indtryk fra omgivelserne.
Afskeden med Kenneth indtraf med mørkets og dermed også kuldens komme. Og med trætheden. Det var simpelthen som, at lyset inden i mig langsom brændte ud henover de næste 20 kilometer. Benene var for så vidt ok. Men hovedet var tungt, virkelig tungt. Jeg måtte kæmpe med trætheden. Klokken var 22 om aftenen og jeg var dødtræt. Det var virkelig ikke særlig ultra!
Men det var, hvad det var. Uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke friske mig selv op. Der er ikke mange ting, jeg afskyr ved ultracykling, men dette gør jeg. Dilemmaet der opstår, når trætheden bliver så stor, at det bliver uansvarligt at fortsætte. Problemet her var, at jeg ikke havde noget andet valg end at fortsætte. Med en temperatur på -2 grader ville det være livsfarligt at lægge sig ned blot for en lille lur. Jeg var nødt til at fortsætte. Jeg frøs jammerligt. Kilometrene mod Bording sneglede sig af sted.
Omsider ankom jeg til checkpointet. Jeg var klar over, jeg var nødt til at stå af for at lukke øjnene et kort øjeblik. Mod min forventning var der dog ikke mulighed for at komme ind nogen steder. Jeg havde åbenbart husket forkert fra sidste års MS Bike.
Efter at have fyldt depoterne med sodavand, småkage, pølsehorn og kanelsnegl kom Henrik til min glæde til checkpointen. Jeg spurgte, om han tilfældigvis havde et par løse lange ben, jeg kunne låne til at skåne mig fra den værste kulde. I næste nu stod jeg med et par på og klar til at indtage næste fase af løbet, natten.
Henrik og jeg begav os sammen afsted. Han så virkelig stærk ud. Efter at have kæmpet med at få varmen tilbage i kroppen vedblev den største udfordring at holde trætheden stangen. Og det var virkelig en udfordring. Al mit fokus var hele tiden rettet mod at holde mig vågen. Jeg følte, jeg kørte langsomt, og det var da også Henrik, der udførte det største arbejde. Kun adspredelsen i form af regelmæssige pauser; McDonalds-besøg, defekt hos Henrik, tissepauser o.l. gjorde, at jeg kunne holde mig vågen. Havde jeg haft en følgebil, havde jeg helt sikkert sat mig ind og fået mig et powernap.
På et tidspunkt, hvor det var værst, slog det mig, at min strategi med at synge mig ud af trætheden var min sidste mulighed. Jeg tog høretelefonerne på, fandt ”Kim (Larsen) i cirkus” frem på Spotify, og det lille mirakel skete. Det kan være, Henrik var træt af mig. Han sagde nu ikke noget. I hver fald kom energien langsomt tilbage i mit hoved og dermed også i benene. Jeg følte mig flyvende.
Rollerne var nu byttet om. Jeg trak, og Henrik lå på hjul. Sådan fortsatte vi noget tid. Nu var det Henriks tur til at kæmpe med trætheden. Vi gjorde holdt nogle gange, hvor Henriks hold hver gang tog sig godt af os.
Pauserne var hver gang kun korte. På et tidspunkt kørte Henrik op på siden af mig. Han var nødt til at stoppe. Vi havde da ca. 180 kilometer tilbage. Det var en trist besked. Jeg havde virkelig nydt at køre med Henrik. Jeg tog afsked med Henrik og holdet og fortsatte.
Solen var på dette tidspunkt ved at stå op. Det var stadig meget koldt, og jeg var taknemmelig for min vinterbeklædning; dunjakke, luffer, uldhue og Henriks benovertræk.
Trætheden begyndte igen for alvor at melde sig, nu hvor der igen ingen adspredelse var i form af Henrik tilstedeværelse. Heldigvis havde jeg stadig min musik og der begyndte også at tikke beskeder ind på messenger. Det er altid rart at modtage beskeder og mærke folks opbakning.
De sidste 100 kilometer i et løb er for mig altid de længste. Men det var det ikke her. Morgenen var klar og smuk, og jeg nød landskabet. Jeg var taknemmelig over, hvordan løbet var gået. Ingen uheld, ingen defekter, megen flot natur og mange hyggelige stunder og møder med gode folk.
Som en fin prik over i´et blev jeg på de sidste kilometer indhentet af nogle af folkene fra Hellebjerg Efterskole i en af deres følgebiler. Vi fik en kort snak. Deres ryttere lå umiddelbart bag mig. Vi mødtes igen i målområdet i Skagen. De havde ligesom jeg haft en, om end kold, så også en fantastisk oplevelse.
Det var en fin oplevelse, ikke bare på et løb, men et større projekt. For MS Bike er ikke blot et cykelløb. Det er en event, hvor folk går sammen om en fælles sag, nemlig at støtte Scleroseforeningens arbejde. Alle som deltager i løbet har trænet frem mod udfordringen, men de har også strammet sig an for at samle ind. Og de foreløbige meldinger lyder på, at rytterne i løbet, 132 i alt, har samlet over 400.000 kroner ind. Det er virkelig flot.
Jeg vil derfor selvfølgelig også rigtig gerne takke de af jer, der har støttet min indsamling. 5.500 kroner nåede vi op på. På egne og Scleroseforeningens vegne; af hjertet tak.
Og så vil jeg selvfølgelig også gerne takke de gode folk fra Hellebjerg Efterskole, Michael og Katrin, mine gode kolleger Jakob og Tine, folkene bag og rytterne i MS Bike samt alle de, der har støttet løbet og rytterne (inklusiv mig selv) i indsamlingerne og med opmuntringer undervejs.
Jeg vender tilbage næste år.
NB. Og hvorfor var jeg så slået vindskæv. Derfor. Og derfor har jeg ikke nået at trække lod i min lille konkurrence. Det sker i morgen.
3Tbike Formthotics Middelfart Sparekasse Trimtex Cykelpartner.dk BKOOL BKOOL Nordic Sports Pharma A/S CeramicSpeed Continental Road Cycling Race Around Denmark
