Et løb for længe, længe siden: ITALY DIVIDE
I starten af maj måned i år kørte jeg Italy Divide, et 900 kilometer langt løb fra Rom til Torbole i Norditalien. Her følger langt om længe en beretning fra løbet.
Løbet tager sin start i Rom for foden af Colosseum. Målet er placeret i Torbole i den nordlige ende af Gardasøen. Fra jeg meldte mig til løbet, havde jeg glædet mig til at skulle nyde Colosseum, måske endda slentre omkring i området og mærke stemningen. Der viser sig dog ikke at være meget tid, da jeg når frem. Efter 48 timers transport med først bil fra Danmark til Tolbone, så cykel til Verona og derfra tog til Rom, er jeg forsinket. Efter en temmelig hektisk indskrivning og udlevering af GPS tracker er vi klar til start kl. 20. Det eneste jeg får set af Colosseum er et vue i forbifarten, da starten går.
De fleste af os ryttere havde nok ventet en stille og rolig start med adstadigt tempo gennem Roms aftentrafik. Sådan går det ikke. Så snart starten går bliver der kørt vanvittig hurtigt. Vi overhaler bilkøer indenom og udenom, kører på fortovene og under slugter for endelig at ramme udkanten af Rom. Da de første bakker rammer udenfor storbyen, sker den første udskilning. Jeg befinder mig i en gruppe på 10-12 ryttere forrest. Udskilningen fortsætter og snart ligger jeg selv med Nico Valsessia, en tjekkisk fyr og Jay Petervary. Ruten består mest af asfalt og afstikkere af singletracks ind i landskabet. På en smal sti rammer vi et lille åbent område, da det mest surrealistiske scenarie udspiller sig. Det mørke underlag bliver pludselig levende i et stort virvar. Vi opdager for sent, at vi er på vej ind i en stor flok vildsvineunger. Vi zig-zagger ud og ind mellem dem. Lyden af de mange skrigende grise gør kun chokket større. Jeg når at få tanken, om vildsvine”mødre” mon opfører sig som bjørnemødre, for så kan vi godt være i knibe. Vi ser ikke mere til dem, men snart efter møder vi nye vildsvin.
På endnu en singletrack ligger jeg forrest i vores gruppe. Jeg når at se en lille skikkelse bevæge sig i stirabatten, før jeg mærker et smæld på mit baghjul. Jeg vender mig rundt og ser endnu en vildsvineunge, mens jeg hører Jay-P råbe “Holy shit” i baggrunden. Jeg er selv overrasket, mest over kraften den lille krabat kom med. Hjulet er ok, men grisen må have fået sig en ordentlig én over snuden…
Kort efter falder Jay-P fra, og den tjekkiske fyr mister vi i en by. Nico og jeg fortsætter. Vi kører igennem en fantastisk slugt, men da det er mørkt, kan vi kun fornemme den med det begrænsede lys, vores lygter giver. Ikke lang tid efter mister jeg Nicos baghjul. Gennem en svær passage i et større vandløb med klippestykker får han hul. Jeg skal kæmpe for meget for at nå ham igen. Det er ikke det værd. Det er alligevel tid til at finde min egen rytme her fem timer inde i løbet.
Måske er det den lange køretur ned til løbet, der gør, at jeg langsomt bliver meget søvnig, selvom vi kun har kørt fem-seks timer. Jeg beslutter mig for at tage en kort lur. Jeg sover cirka 40 minutter. Mens jeg ligger der, kan jeg fornemme, at mange ryttere passerer mit sovested på et lille græsareal ved siden af ruten. Da jeg vågner, kommer jeg hurtigt på cyklen, men efter syv-otte kilometer indtræffer katastrofen. Jeg opdager, jeg er kommet afsted uden mine briller. Først beslutter jeg, at jeg vil køre videre uden, men hurtigt ombestemmer jeg mig. Løbet er for langt til, at jeg vil give afkald på dem. Fnysende af edder og forbandelser kører jeg de syv-otte kilometer tilbage stort set op ad bakke hele vejen. Da jeg kommer til mit sovested, kan jeg ikke finde brillerne. De er væk. Der er ikke andet at gøre end at fortsætte ud i natten. Det er blevet køligt, og jeg vil trække min buff op for at undgå at fryse. I samme bevægelse opdager jeg, at mine briller er faldet fra baghovedet til at sidde nederst på min hals. Med et forsøg på at smile og lovning på kun at lave den fejltagelse én gang i mit liv fortsætter jeg min færd.
Morgengryet rammer på den bedste måde. Da jeg passerer gennem en lille landsby ved femtiden, kommer jeg forbi en lille bager, der netop har åbnet. Efter at have tanket op med nybagte croissanter, kaffe og vand, fortsætter jeg min vej op gennem Toscana.
Ruten bugter sig gennem landskabet ad hvide grusveje, og som temperaturerne stiger gør stigningsprocenterne det samme. Landskabet er ufattelig smukt med de hvide grusveje omkranset af spirende, gule rapsmarker. Vejen mod Siena bliver stadigt mere kuperet og jeg kommer efterhånden i bekneb for vand. Da jeg endelig når Siena er jeg stærkt dehydreret, og jeg tilbringer cirka en time på den imponerende Piazza del Campo med at tanke op med væske og energi.
Vejen væk fra Siena varsler hurtigt, at landskabet vil ændre sig. Jeg rammer et spor, der bedst kan beskrives som et teknisk svært mountainbike spor; mudret, snævert og med kradse nedkørsler. Herfra går det ad en meget lang opkørsel i en ufattelig dårlig forfatning. Da jeg når et depot får jeg at vide, at tingene næste dag vil gå fra slemt til værre. Efter Firenze vil vi nå et vandrespor, der vil være “non ridable”. Det lover ikke godt; jeg synes det er svært nok i forvejen.
Jeg fortsætter mod Firenze og når dertil klokken 1.00 om natten. Jeg er sulten og træt. Til alt held finder jeg en lille sandwich bar, hvor jeg køber mig noget at spise og en sodavand.
Turen ud af Firenze går igen op ad en stejl stigning. Da jeg har kørt et par kilometer, kan jeg ikke mere. Jeg er for træt, og jeg lægger mig til at sove i noget græs i en plantage før indkørslen til en skov. Jeg vågner efter 30 minutter og fortsætter.
De næste timer fremstår utydelige. Kørslen i natten gør tilsyneladende ikke indtryk, eller også er jeg simpelthen bare for træt og automatpiloten er slået til. Jeg kan kun huske fra dagslyset igen bryder frem.
Efter at have kørt i et skovområde med et terræn der ville egne sig godt til mountainbike, men dårligt til en gravel bike, som jeg kører på, kommer jeg til en lille by. Efter igen at have tanket energidepoterne op ved en bager, fortsætter turen ad asfalt. Endelig har løbsledelsen forbarmet sig over os, når jeg at tænke. Men det er en kort fornøjelse. Kort efter rammer jeg en ny, meget lang og meget svær opkørsel. Jeg ender med at trække op ad det meste. På det tidspunkt ved jeg det ikke, men det skal vise sig at være starten på den vandrerute, jeg blev advaret om dagen før, og som man bedst kan betegne som en teknisk svær vandrerute. Som jeg bevæger mig frem på ruten, er jeg mere af cyklen end på den. På det tidspunkt bliver jeg utrolig frustreret. Flere gange må jeg bære cyklen op over klippeformationer, og nedkørslerne er ofte så stejle og fyldt med klippesten, at den foregår i et lige så langsomt tempo som opkørslen.
Endelig når jeg Bologna. Første prioritet er igen at få mig noget ordentligt at spise. Efter et besøg i et mindre supermarked er jeg vel provianteret og klar til det sidste stræk på ruten.
På det her tidspunkt ved jeg, at ruten for det meste er flad hen mod to meget skrappe bjerge sidst på ruten. Jeg får den opfattelse, at jeg nu blot kan ligge mig ned i styret, cruise hen til bjergene, for så hurtigt at snuppe de to bjerge og så ellers være i mål indenfor tre døgn. I guder, hvor tog jeg fejl.
Ikke langt uden for Bologna begynder et helvede med at finde vej. Det er tydeligt, at arrangørerne gerne har villet have os til at køre mest muligt på grusveje. Det ender med, hvad jeg bedst kan betegne som cykelorienteringsløb. På et tidspunkt kører jeg på kryds og tværs af et stort vejnet for at finde ruten. På det her tidspunkt bliver jeg for alvor ramt af træthed, og jeg mister både orientering, formål og mening. Jeg lægger mig til at sove. Da jeg vågner, er jeg ikke sikker på, at jeg rigtig har sovet. Men jeg føler mig alligevel tilstrækkelig klar til at fortsætte.
Ikke langt tid efter gør jeg alligevel holdt. Stående hænger jeg ud over styret, og flere gange er jeg ved at falde i søvn i bogstaveligste forstand. Jeg bliver hentet af to italienere. Vi følges ad et stykke tid, indtil vi når en flod. De bestemmer sig for at sove, mens jeg vil cykle videre. I lang tid prøver jeg at finde vejen videre. I 15-20 minutter cirkulerer jeg rundt i området, men kan ikke finde ruten. Jeg bevæger mig længere væk fra de to italienere uden held, og da jeg kommer tilbage er de væk. Paranoid eller ej; jeg er overbevist om, at de har kendt vejen og lavet en snigmanøvre på mig. Jeg bliver edder rasende. Jeg fornemmer stemmer langt væk, og fortsætter langs floden. Jeg kan nu se på min Garmin, at jeg er på rette spor. “Det skal satme være løgn” tænker jeg og sætter tempoet op. Sådan skal de ikke slippe af med mig. Ikke lang tid efter indhenter jeg dem igen. De har gjort stop ved en bager. Det samme gør jeg. Da jeg kommer ind, er stemningen akavet, men vi ender alligevel med at køre derfra sammen.
Som morgenen skrider frem falder vi i snak og kemien er god trods nattens hændelse. Da vi når Mantova stopper de for kaffe, mens jeg fortsætter.
Herfra går ruten mod Verona. Jeg har god fart i cyklen og inden jeg ser mig om, er jeg i byen. Fra Verona er der ikke langt igen, bilder jeg mig ind. 154 kilometer; hvor lang tid kan det tage?
Ruten fortsætter hen mod de sidste to stigninger, hvoraf den første er Lessinia. Umiddelbart ser stigningen ud til at være ligetil, men vejen mod toppen er meget lang, ca. 60-70 kilometer, og ruteprofilen kan bedst beskrives ved, at man utallige gange kører 4 op for så at køre tre ned. Nedkørslerne er også her skrappe, og til min store frustration bevæger jeg mig kun med 6-7 kilometer i timen. Landskabet er meget øde og frustrationen over den langsomme fremdrift overskygger efterhånden det ellers utroligt smukke landskab.
Mørket sænker sig efterhånden og med det også temperaturerne. Jeg kører i et område med tæt skov. Det er koldt, øde og i næste nu bevæger et tordenvejr sig ind. En heftig regn sætter også ind. Umiddelbart er der ingen steder at søge ly, så jeg er nødt til at forsætte. Snart dukker en bjerghytte frem, og jeg skynder mig hen til den for at søge ly. Jeg får et chok, da jeg vil gå ind. Gulvet er brast sammen, så fra dørtrinnet er der tre-fire meter ned. Jeg står på afsatsen i nogen tid og vurderer mine muligheder.
Da regnen og blæsten løjer lidt af, bestemmer jeg mig for at forsætte. Kort tid efter møder jeg på stien et væltet træ. Jeg kan ikke komme forbi, og må søge op ad en skrænt for at komme uden om træet. Da jeg har rundet træet skal jeg ned ad skrænten igen. Den er så stejl, at jeg mister kontrollen over min cykel og både cykel og jeg tumler ned ad skrænten. I mit fald river jeg min hånd på noget pigtråd. Først vurderer jeg, at jeg bløder kraftigt fra min hånd, måske fordi regnvandet får det til at se værre ud, end det. Jeg har ingen forbindinger med, så jeg må stoppe blødningen med min mund. Såret viser sig heldigvis ikke at være slemt, så jeg fortsætter gennem regnen.
Kort tid efter støder jeg på en bjergvej. Efter at have kørt lidt på denne, kommer jeg til en bjergcafé. Klokken er på dette tidspunkt ca. 22.30 og efter en lang dag, trænger jeg til noget at spise, til at blive tør og til få en mindre forbinding på min hånd. Jeg banker på ved restauranten og det viser sig, at de sidste gæster er ved forlade stedet. Jeg møder værterne, et ualmindeligt sødt par i starten af trediverne. De byder mig ind og laver hurtigt noget mad til mad. De tilbyder mig at sove i restauranten, mens de tager hjem i deres private hus for at sove.
Jeg må tage en hurtig beslutning. Det strider absolut imod min intention om at køre løbet hurtigt. Jeg ligger på dette tidspunkt på en femteplads i løbet. Omvendt taler det for, at jeg kan få en god nats søvn. Jeg har kørt på pumperne det sidste døgn tid. Det, sammenholdt med, at stierne med deres mange klipper, som på det her tidspunkt er både våde og svære at se i mørket, gør, at jeg for min egen sikkerheds skyld takker ja til deres tilbud. Så vil jeg også kunne cykle resten af ruten i dagslys dagen efter.
Jeg vågner igen kl. 5.30. Det unge par ankommer kort efter med morgenbrød. Vi spiser sammen, og brødet sammen med en kop kaffe fylder omgående depoterne op. Jeg er klar til at fortsætte. Med kun 80 kilometer tilbage, forstiller jeg mig igen, at jeg vil være i mål fem-seks timer efter. Igen viser det sig, at jeg tager fejl.
Det sidste stykke mod toppen af Lessinia viser sig at tage yderligere et par timer. Herfra går nedkørslen af en vidunderlig, asfalteret vej mod foden af den sidste stigning, Monte Baldo. Også den er asfalteret, i hvert fald de første tyve kilometer. Herfra viser der sig at være yderliger syv-otte kilometer til toppen ad små singletracks. Sporene er skræmmende at køre på. Mange steder går sporet på kammen af bjerget, med en stejl skrænt bestående af græs 20-30 meter ned, som så efterfølges af et frit fald, så langt ned, at man ikke kan skue bunden fra toppen. Jeg ved bare, at tager man billetten ud over der, er det en énvejsbillet. Da jeg hverken er særligt modig eller et teknisk vidunder på en cykel, går det meget langsomt henover kammen. Mange steder trækker jeg cyklen.
Endelig kommer nedstigningen. Igen er den teknisk vanskelig, og ikke kun det. Det er også virkeligt svært at navigere. Der er ikke et egentlig spor, så for det meste kører jeg efter den røde streg på min Garmin. Flere gange ender jeg i “dead ends” og jeg må søge tilbage for at finde ruten på ny. På det her tidspunkt er det mere end almindeligt frustrerende.
Endelig når jeg ned. Vejen mod Torbole forløber de sidste 10-20 kilometer af cykelstier. Jeg når målet sidst på eftermiddagen i en placering som nummer ni. Umiddelbart var det lidt dårlige end den oprindelige målsætning, men som så ofte før betyder placeringen mindre, når jeg først når i mål. Det har været et vildt eventyr, med mange flere udfordringer, og det af en helt anden slags, end jeg havde forventet. Mange ting kunne med fordel være gjort anderledes, eksempelvis havde en anden slags cykel været en fordel. Men oplevelserne har været fede og erfaringerne utallige og uvurderlige frem mod mine kommende udfordringer.
#specializeddanmark #formthotics #middelfartsparekasse #eniig #trimtex #bkool #cycleservicenordic #jual #ceramicspeed #sportspharma #in2zym #kiropraktorernehorsenssundhedshus #thoraxtrainer #bygma #rideresponsibly #petersandholtultracycling #pureridingcleanracing
